Virtuos orgelaften

Verdensnavn: Gillian Weir må have forelsket sig i Holstebro Kirkes orgel, hedder det i anmeldelsen af orgelkoncerten
Anmeldelse af Erik Foged
De er heldige i København.
Der får de lov til at høre Gillian Weir i Holmens Kirke i morgen, hvor hun skal spille til deres internationale Bachfestival. Hvis man husker det, kan hun også høres i radioen eller over BBC. Men vi er mindst lige så heldige i Holstebro. Der spillede hun i aftes på Holstebro Kirkes Frobeniusorgel, som hun må have forelsket sig i, siden det nu er fjerde eller femte gang, vi fik lov til at høre hende der.
Stort anlagt
Programmet var stort anlagt med krævende værker fra Bach til ny fransk orgelmusik. Bachs store lyse og venlige D-dur præludium og fuga indledte aftenen med et stort flot brus efterfulgt af et gennemsigtigt, velartikuleret præcist rytmisk drev og en klar fraseret og distinkt fuga.
Så var vi stemte til de tre udgaver af adventskoralen »Nun komm, der Heiden Helland« fra de 18 Leipziger koraler, hvor spillet præciserede det syngende dybtfølte, det afklarede og det overgivne, næsten muntre.
Fra samme tidsperiode fulgte så en af Bachs seks triosonater for orgel, der er orgelvirtuosernes kendingsmærke - tre svære solostemmer for to hænder og fødder.
Efter denne store Bach afdeling, hørte vi så Cesar Franck eleven Charles Tournemires orkestralt symfoniske orgelbrag, en improvisation over »Vietimae Paschali«. Inden de to afsluttende nutidige orgelvæker så en lille net, letløbende sonate fra Mozarts tid.
Som anden orgelmusik fra den tid lyder det som børnesonater for stor hollandsk lirek~, men alligevel et charmerende intermezzo i et så flot program til rensning af ørerne.
Helstøbte værker
Så sluttede koncerten med to nutidige helstøbte franske værker.
Først pianisten og komponisten Jean Francaixs »Karmelitter suite«, et indholdsmættet, melodisk, nyharmonisk værk i Milaud-stil, der viste orglets- franske svelleværk i den mest nuancerede registrering.
Som afslutning fik vi så et stort anlagt fransk nutidigt variationsværk over »Veni Creator« - Kom Helligånd. En gennemført virtuos aften værk efter værk, der også viste orgelets utroligt mange muligheder. Vi glæder os allerede til næste gang, Gillian Weir kommer.
Måske bliver vi så også så heldige i Musikkens Holstebro, at der kan samles mere end det par snese, der var samlet til en af verdens mest efterspurgte koncertorganister.
Holstebro, tirsdag 16. maj 2000