Print this page

»Musik skal spilles - ikke kæmpes«

Engagement- Dame Gillian Weir forsvarer sine synspunkter med stort engagement

En nobel verdensdame og organist med bopæl i London og en sæ forkærlighed for Århus Domkirkes orgel begår attentat på musiklivets vanetænkning og undervisningens værste fraser og doktriner. På søndag indleder hun en danmarksturné i Thisted Kirke
KLASSISIK Af Elisabeth Saugmann

At undervise i musik er at åbne vinduer, frigøre folk og lade dem flyve.«

Det lyder som en legesyg parole fra Christiania, men ordene kommer fra en nobel verdensdame med bopæl i London. Lider man af fordomme, risikerer hjernen at bryde sammen ved mødet med Dame Gillian Weir. For enhver provo kan gå hjem og lægge sig, når fruen med de mange æresbevisninger begår attentat på musiklivets vanetænkning og undervisningens værste fraser og doktriner.

»Ofte knebles eleverne. De tror, de tænker, men det er tillærte formularer. De deformeres, hvor de skulle informeres. De begrænses og hjernevaskes med en bestemt idé, som om der kun var én. Vi betragter tidligere tiders musik med det 21. århundredes øjne, men jeg foretrækker at se mig selv som en tidsmaskine, der skaber forbindelse til den oprindelige musik, som lever i kroppen, åndedrættet, instinktet og fysikkens love,« siger organisten, der er uddannet hos Nadia Boulanger, Marie-Claire Alain og Anton Heiller.

Små dramær

Hendes koncerter er små dramær. Udgangspunktet er aldrig intellektuelt, for musikopfattelsen er på bølgelængde med den berømte graffiti: »To be or not to be. Do be doo be doo.« Både som koncertorganist og underviser giver hun himmelsk klarhed til Bach og ny musik, desuden har hun gjort Århus Domkirke berømt med et pionérprojekt.

Hun flyver og farer verden rundt, og på søndag indleder hun en Danmarksturné i Thisted Kirke. Efter en koncert i Sorø Kirke på onsdag, spiller hun den 4. august i Helligåndskirken i København. Herefter følger Nyborg, Viborg, Sejs, Esbjerg og Haderslev frem til midten af august. I oktober vender hun tilbage for at deltage i en orgelfestival i Århus, hvor hun også skal undervise.

Hun er født i New Zealand og spillede klaver som barn. Da den lokale kirke skulle bruge en organistafløser, meldte moderen den rædselsslagne Gillian som frivillig: »Siden drev jeg folk til vanvid, fordi jeg ikke til at flå ned fra orglet.«

Dancer in the dark

Det var dansen, der gjorde hende til musiker. Som barn reagerede hun fysisk på musik ved at danse rundt i hele huset: »Også om natten. "Dancer in the dark" - det er mig. Musik er udsprunget af dans. Fraseringerne er direkte skabt af hensynet til, hvor langt der er hen til væggen. Tempoet er dikteret af harmonisk bevægelse og en dyb fornemmelse for sammenhængen mellem menneske og rum.

Fransk barok er ren dansemusik, og musikerne talte om »hjerterytmen,« når de dykkede ned i musikken med krop og sjæl. Svarer man på musik ved at danse, har man en dybt funderet, fysisk opfattelse af musikkens linje og infrastruktur,« siger Gillian Weir med røde kinder. For hun er på barrikaderne.

Orgelkrigen

Ifølge Mozart var orglet »Instrumenternes Dronning.« Og Weir mener, der må være noget om det, selv om orglet ofte forbindes med begravelser og kristne højtider.

»Instrumentet præsenteres tit glamourøst i opvarmede kirker med puder på sæderne, men det har intet med selve musikken at gøre. Mange fascineres uendeligt af det store orgel, og der findes orgelfreaks, som aldrig hører koncerter. Men i Danmark, hvor der er flere gode orgler pr. kvadratmeter end noget andet sted i verden, står folk ikke bare og glor på dem. Mange steder i verden har man helt udryddet de gamle barokorgler, fordi alle pludselig blev grebet af én bestemt idé. Selv om der også har været »orgelkrig« i Danmark, har I ikke haft det samme revolutionære forhold til instrumentet, når nye ismer overtog. Derfor er proportionerne i orden i Danmark,« mener Weir.

Hun har et særligt forhold til orglet i Århus Domkirke, hvor hun har indspillet franskmanden Messiaens komplette orgelværker. Han døde op til optagelserne, men havde selv valgt Weir, som havde frie hænder.

»Som fortolker laver jeg ikke reproduktioner, for al stor musik har sin egen identitet, når den har forladt komponistens sind. Nogle betragter Messiaen som nøgtern og intellektuel, men han sagde selv, at hans musik er fuld af gruopvækkende syner fra Det Gamle Testamente græshopper og jordskælv. Hans musik danser og synger, mange stykker er teatralske som operaer, han elskede Shakespeare, og musikkens klangfarver er yderst fantasifulde og originale,« understreger Weir.

Kæphesten

Og så er hun atter oppe på sin høje kæphest: »Musik skal fraseres som sang, man skal bare følge kroppen, for åndedrættet bestemmer selv, hvornår man holder pause for at få luft. Hør blot de gamle optagelser af Bruno Walters prøver med Wiener Filharmonikerne, hvor han opforder: »Sing gentlemen, siinf.« Alt hænger sammen, når man synger, men netop den sammenhæng er forbudt i vor tid.«

Gillian Weir giver en prøve på sin undervisning og synger »DA DA DA« i marchtakt: »Det er en absurd, rigid rytme. Men synger et kor »dubi dubi duuuu,« reagerer orkestret instinktivt og går naturligt ind i rytmens åndedrag. Det gælder om at befri musikere og få dem til at glemme den tillærte teknik. Musik skal spilles - ikke kæmpes.«

Det princip havde Gillian Weir nær selv glemt, da hun fornylig spillede Poulencs orgelkoncert ved den verdensberømte Sidste Promenadekoncert i London. I en sværm af balloner og konfetti i Royal Albert Hall fik hun chancen for at opføre et af orgelmusikkens nyere hovedværker for 400 millioner seere over hele kloden: »Jeg var syg af nervøsitet, men gør det gerne igen.«

Jylands-Posten, 28-7-2002