Print this page

For orgel hadere

HADERE AF orgelspil bør ved førstkommende lejlighed unde sig at høre organistinden Gillian Weir. De vil da forstå, at deres had til orgelspil ikke stammer fra selve orgelspillet som sådan, men fra det, at ikke alle organister spiller lige godt. Som andre steder, er det også her det usædvanlige der tæller, og det midt imellem er ofte mere skadeligt end det, der er så dårligt, at enhver kan høre det.

Det første man bemærkede ved de første tonerækker i Domenico Zipolis Offertorio, var Gillian Weirs usædvanligt energiske rytmiske attack, ingen forsinkelser på grund af mekanikken, fraserne stod som skåret ud i luften. Og så en usædvanlig og dristig klangbehandling, med oktavadskillelse af stemmerne, eller, som i John Bulls 'His very Selfe,' gennemført benyttelse udelukkende af rørfløjtestemmer. Samme præcision og energi gjorde et stykke af Messiaen og Arthur Wills' Tongues of Fir høreværdige. Men det helt store kom vi til med Bach - først triosonaten i Es-dur, med en så krystalklar og gennemtænkt redegørelse for stemmeforløbet, så selv basnoder, der var adskilt fra hinanden gennem flere taktslag, dannede melodisk sammenhæng. Og så den store Passacaglia i c-mol - storslået i opbygning, og usædvanligt spillet ved at bassens ostinatotema, imod ssædvane, ikke blev benyttet blot som et påskud til at sætte stykket igang, men som selve den kerne, hvorfra hele konstruktionen sugede næring - pragtfuld og stormende opførelse.

Som om dette ikke kunne være nok fik vi Cesar Frankes store og i sin desperation næsten uhyggelige koral i h-mol. Hvordan hun bar sig ad ved jeg ikke, men alt det der med at man på orgel kun kan spille terrassedynamik, beviste Gillian Weir er nonsens: hun kunne bevæge sig gennem den mest forfinede gradskala fra pianissimo til et fortisaimo så Frelserkirken rystede, en nuancering så plastisk som var det Berlinerfilharmonikerne under Karajan. En helt usædvanlig kunstnerinde, hun kunne have spillet ti timer i træk, denne Gillian Weir, og man ville have tørstet efter at høre mere.

Jurli Moskvitin

Politiken, 17-7-1980