Print this page

En koncert lige til cd'en

Domkirken (torsdag): Gillian Weir, orgel.

Programmet indledtes med italieneren Michelangelo Rossi's Toccata Septima fra 1600-tallet. Toccataen, som efter tidens skik for størstedelens vedkommende var umetrisk, havde nogle spændende abrupte akkordforløb. Dog kunne nogle hurtige passager, når de var tyndt registreret, være vanskelige at opfatte for tilhørerne på grund af kirkerummets lange efterklang.

Dernæst fulgte seks danse af Recueil d'Attaignant fra o. 1530, der blev så levende og præegnant fortolket, at tilhørerne havde kunnet danne par og danse ned ad kirkegulvet, men det er ikke sikkert, at biskoppen ville have være indforstået.

Det var så forretterne. Hovedretten bestod af tre franske værker fra vort århundrede, nemlig Olivier Mesaiaens Messe de la Pentecôte, der bestod af fem satser med gådefulde navne, Maurice Duruflé's Scherzo og endelig Guy Bovet's Salamanca. Der var på hver sin måde tale om helt eventyrligt spændende og meget, meget virtuos musik med en fantastisk farverig udnyttelse af det store orgels materiale.

Efter hovedretten virkede Alexandre Guilmant's Scherzo Symphonique lidt tung som dessert, men det er jo blot et spørgsmål om programlægning, og det har noget med smag og behag at gøre og er en meget lille ting.

For mit hovedindtryk fra koncerten er, at Gillian Weir er en helt ud fantastisk virtuos orgelsolist, for hvem selv de sværeste passager forekom helt ubesværet, ag tindrende musikalsk var det, og jeg kan faktisk ikke finde på flere superlativer.

Gid jeg havde kunnet tage den koncert med hjem på cd!

Eilif Zachariassen, Morgenposten, Fyens Stiftstidende, 27-8-1994