Print this page

En af årets store musik begivenheder

Af Richard Sennels

VIBORG Blandt fagfolk diskuterer man vidt og bredt, hvordan Bach rettelig bor spilles: Med den registrering eller den helt modsatte, på flere manualer eller kun på eet, med ny eller »gammel« fingersætning, om tempoet skal være hurtigt eller mere bredt - ja. man ikke alene diskuterer, man bekriger hinanden som politikere fra hojre mod venstre eller som teologer at forskellig observans. Det kan være meget underholdende og ikke lidet besværligt.

Men når Gillian Weir spiller Bach, som hun gjorde det i Domkirken i aftes, må vist alle skænderier holde op. Magen til vitalitet og spændstighed, bøjelig rytme, farvesans og medrivende musikalitet skal man lede efter. Indledningsvis blev nogle skimlede italienske nodeblade fra 1600-tallet vakt til tonende liv. Derefter fik vi Leipziger-mesterens variationsrakke over »Sei gegrüsset, Jesu Gütige«, ret traditionel i ophyningen, men i Gillian Weirs fortolkning vidunderlig musik med hver enkelt variation klart karakteriseret og fint afvejet i forhold til de andre. En overordentlig imposant Esdurfuga afsluttede den gamle afdeling, får vi gik over til noget andet - som ikke desto mindre fortsætter den tradition, der kommer fra Bach.

Arnold Schönberg, den først berygtede og senere berømte ophavsmand til tolvtonesystemet, havde ikke noget forhold til orglet, i hvert fald viser hans udtalelser, at han ikke forstod instrumentets natur. Men under landflygtigheden i Amerika fik han fra et New York-forlag opfordring til at komponere et orgelværk. Det blev til hans »Variationer over et recitativ«. fra 1941, nærmest et orkesterstykke, som organisten Carl Weinrich »tilrettelagde« til praktisk brug. I sine sidste år omgikkedes Schönberg meget lemfældigt med tolvtoneteorierne (også de love, man selv opstiller, er kun til for at brydes), men stor musik er det, og stort blev det spillet. Her kan vi passende rose os selv: Vihar også orgel til det!

En fygende flot virtuos sats af Marcel Dupré afrundede denne aften, som, hvad der end er sket eller måtte ske, blev en af årets allerstørste musikbegivenheder i Viborg.

Viborg Stifts Folkeblad, 1983


Previous page: En koncert lige til cd'en
Next page: For orgel hadere